Afrika på godt og ondt

Tiden flyver afsted. Vi har fejret jul, vi er gået ind i et nyt år og jeg er flyttet ind i mit nye hjem. Ja, der sker virkelig meget også selvom jeg godt kunne have tænkt mig, at vi havde nået meget mere. Nogle vil påstå, at tålmodighed er en dyd. I så fald skal man bare tage til Tanzania, hvis man vil have sin tålmodighed testet. Hernede bekymrer man sig i sandhed ikke om tiden og hvad man ikke når idag, når vi nok i morgen – eller om et halvt år! Lad mig nævne nogle eksempler, så vi alle forstår det bedre. Jeg er sendt ned for at undervise søndagsskolelederne og indtil nu havde jeg håbet på godt fem seminarer. Det er desværre kun blevet til to seminarer. Det sidste seminar blev aflyst en dag før, fordi alle folk var ude i marken for at så. Jeg kan også nævne, at vi har en sag kørende med kommunen om en dreng, som vi har sagt ja til at tage os af, da han ingen andre steder har at være – dog på betingelse af at kommunen betaler. Nu er der gået otte måneder, meget brevskriveri og pæne ord, men ingen penge! Vi har haft et møde m. Kirkeledelsen omkring børnehjemmet, omhandlende deres ejerskabsfølelse. Her vil vi gerne gøre det mere tydeligt for kirkens folk, at det er kirkens (lokalt i Rukwa) børnehjem. De ville svare dagen efter på vores opfordringer og ønsker. Nu er der gået en måned og stadig intet svar. Hernede tager alting lang tid og det må man bare vænne sig til. Det kan være frustrerende, men til tider kan det faktisk også lige tage toppen af presset, hvilket bestemt ikke gør noget. Huset er nu blevet indflytningsklar og jeg er flyttet ind på mit nye kontor, samt mit nye værelse. Det nyder jeg utroligt meget, da jeg nu i højere grad kan få ro til mit arbejde, bedre kan strukturere min hverdag og har et sted, hvor jeg kan trække stikket. Det har været meget tiltrængt og derfor nyder jeg det nok også endnu mere, at jeg nu har en base. Huset er dog ikke færdig endnu. Der mangler stadig en del møbler og forskellige andre småting, men vi har en yderst dygtig volontør, som gør en stor indsats for at få huset helt færdig.

Siden sidst har vi fejret jul og nytår. Hernede blev julen fejret på ægte dansk vis, dvs. med and, rødkål, brunede kartofler, ris a la mande, jultræ og gaver. Jeg fejrede julen med volontørene, hvor jeg om formiddagen var sammen med børnene på Peters House og om eftermiddagen tog ned i huset i  byen, hvor vi fik en dansk julefrokost og forberedte aftensmaden. Det blev til en rigtig hyggelig aften, hvor den danske kultur lige fik lov at snige sig ind, hvilket ikke gjorde noget, lige denne aften. Nytåret blev fejret i huset med ekstra god mad og hygge. Vi startede det nye år med, at 4 af børnene på børnehjemmet blev døbt, hvilket var meget opmuntrende. Det nye år har allerede budt på mange udfordringer og uforusete opgaver. Jeg fik de to første uger i januar swahili undervisning, da det har været nødvendigt for mig at få mere undervisning. Særligt når jeg skal læse bibelen på swahili er jeg udfordret og derfor var det også rigtigt godt og givende at lære noget mere. 

Godt en uge inde i det nye år opstod der en dybt frustrerende og udfordrende situation, som jeg godt kunne have været for uden. Vi arbejder meget med at få stoppet korpolig afstraffelse hernede og desværre oplevede vi et klart eksempel på, hvorfor det er yderst nødvendigt. Jeg sad og havde undervisning på børnehjemmet, da en af de ældre drenge kommer hjem fra skole, noget tidligere end det normale. Da jeg kunne se, at der var noget helt galt afbrød jeg min undervisning og gik hen for at snakke med ham. Han sad helt bøjet sammen, uden smil og på grænsen til at græde. Med bøjet hoved viste han mig sine arme, som to steder var blevet næsten dobbelt store. Hans arme var blevet hævet, fordi læreren og rektoren havde slået ham meget hårdt med spanskrøret 6 gange. Lederen var ikke til stede, så jeg ringede til ham og spurgte om det var okay jeg fik fat i en advokat jeg kender og tog ned på skolen. Det var det og derfor ringede jeg ham op. Kort tid efter ankom han og han kunne bekræfte, at det lærerne havde gjort var et klart brud på loven. Derfor tog vi alle tre hen på skolen, og kaldte rektor, samt to af lærene ind på rektors kontor. Det blev til en længere snak frem og tilbage, uden at jeg følte der var ansvar eller handling bag denne problemstilling. Da rektor begyndte at forklare om en psykologisk teori, som man brugte for hundred år siden og begyndte at sammenligne med kolonitiden, mistede jeg min tålmodighed og måtte begynde at forklare dem hvad god opdragelse og samværd med børn er. Dvs. hvad det gør ved børn, når vi slår dem. De kunne godt se problemet, men de undskyldte sig med, at der var for mange elever i klasserne, til at det kunne lade sig gøre. Det er sandt at 150 elever i en klasse er noget af en mundfuld, men det giver dem bare ikke ret til at slå. De undskyldte sådan halvt, uden det virkede til at de mente det og så lavede vi en aftale om, at de næste gang ringer til os, hvis de har problemer med vores børn. Hospitalsregningen for den slået arm ville de betale. Heldigvis viste det sig, at armen ikke var brækket, men det kunne den lige så godt, for der var blevet slået igennem. Jeg har flere gange nævnt i bloggen min frustration over det manglende positive børnesyn hernede. Børn har ingen rettigheder og må behandles lige som man har lyst til. Efter denne episode har gruppen, som ønsker at stoppe korpolig afstraffelse arbejdet i et lidt hurtigere tempo, for at blive klar til undervisning af lærere og forældre. Konsekvenserne er tydelige efter korpolig afstraffelse. Børnene stopper i skolen, børnene render hjemmefra og bor på gaden og så får børnene dybe mentale sår, som bliver svært at hele. Vi håber virkelig at de næste år vil ændre denne kultur, sådan at børns rettigheder bliver opretholdt og tilgodeset.

Efter at jeg har arbejdet og tjent hernede i godt 9 måneder uden særligt meget ferie eller weekend bestemte vi, volontørene og jeg, at tage noget ferie. Derfor startede vi bilen lørdag d. 23.januar og kørte 1600 km syd på, gennem Zambia og ned til grænsen til Zimbabwe.  Her ligger en af verdens syv vidundere og verdens næststørste vandfald, nemlig Victoria Falls. Det tog tre dage af køre derned og tre dage at køre tilbage. Det blev til en fantasisk oplevelse. Det er jo svært at beskrive, hvis man ikke har set det. Men et 1,6 km langt vandfald set fra en helikopter, må siges at være stort. Jeg og en af volontørene valgte nemlig at tage en helikoptertur henover vandfaldene, mens de andre to volontørene valgte at bungee jumpe. Efter fem dage i Livingstone, som ligger ved vandfaldet tog vi en dagstur til Botswana, hvor vi var på en bådsafari. I Zambia var vi også på en safari, hvor vi så næsehorn, så nu er det kun leoparden jeg mangler at se. Vi havde en rigtig god tur og kom hjem igen d. 2. februar. To dage senere ankom de nye volontører fra Danmark. To drenge og en pige er kommet herned for at hjælpe os med arbejdet med huset, samt på børnehjemmet, dvs. der nu er seks volontørere her i Sumbawanga.  

Mandag d. 8. februar var en stor dag for Peters House, da vi fik besøg af Peter Knudsen. Peter Knudsen har støttet Peters House siden dets begyndelse og børnehjemmets navn kommer fra ham. En af volontørene havde fødselsdag, så han slagtede en gris og lavede helstegt pattegris. Mama’erne lavede pilau (ris med krydderier), samt grønsager. Robert og jeg stod for indkøb af sodavand. Børnene havde glædet sig til denne dag i meget lang tid og det blev i sandhed en stor dag for alle. Vi er dybt taknemmelige for den store støtte vi får, da det gør det muligt at hjælpe forældreløse børn. Derfor var det også rigtigt godt at møde manden, som  står bag denne støtte. Efter en omgang amøber er det nu ved at være rigtig hverdag igen, men hverdag på mit nye kontor og i mit nye hjem, hvilket ikke er så ringe endda. Den 5.juni kommer jeg til Danmark og jeg har valgt at overlade planlægningen af min tid i Danmark til mine forældre, så hvis I ønsker besøg må i meget gerne kontakte dem (grethe.egild@jensen.mail.dk). Særligt hvis I er ude at rejse eller andet fra d. 5. juni – 5. juli. Det var alt for denne omgang. Den næste måned står på to seminarturer, hvilket jeg vil skrive en del om i næste blog.