Fest, indvolde og jul

Det er snart jul og det betyder at vi påny kan fejre Jesu fødselsdag. Det ser jeg meget frem til efter nogle yderst spændende, men også travle måneder her i Tanzania. Livet som missionær byder på mange oplevelser, som jeg på forhånd ikke lige kunne have forudset.  Der er meget at berette om, men jeg vil her forsøge at fortælle jer det vigtigste. Tilbage i oktober måned fejrede vi børnehjemmets 4 års fødselsdag, hvilket blev til en hyggelig og festlig dag. Børnene fik gaver fra forskellige steder fra, hvilket faldt i ganske god jord. Det var dejligt at kunne fejre børnehjemmets fødselsdag og samtidig se tilbage på en tid, hvor børnehjemmet er gået i gennem en kæmpe udvikling.

Fra d. 11.-15. november stod der misisonærkonvent i kalenderen. Det betød, at alle BDM’s missionærer og volontører var samlet i Kipili, sammen med Jørgen Bøytler – BDM’s formand. Her fortalte vi hver især om vores tjeneste og virke, fra Sumbawanga, Kipili og Sikonge. Desuden snakkede vi om Brødrekirkens grundlag og vision, samt flere andre ting. Det blev til nogle rigtig hyggelige dage vi havde sammen. Det var første gang i lang tid, at alle var samlet, så det var virkelig dejligt at være sammen alle på engang. Lørdag aften tog vi alle ud på lodgen og spiste vel det jeg vil kalde det bedste mad jeg har fået siden jeg sidst var der, tilbage i juli

Efter nogle dage i Mbeya, sammen med mine kollegaer Sandra og Daniel, stod den nogle dage senere på konfirmation af fire af børnene. De havde set frem til denne dag i lang tid og endelig kom dagen. Denne dag var de højdepunktet, hvilket betød pænt tøj, gaver og ekstra god mad. Vi startede dagen i kirken, hvor det var blevet meddelt, at vi skulle være der kl. 8.30. Da alle børnene ikke var klar til tiden, tog jeg de to drenge, som skulle konfirmeres, med mig. Vi ankom 20 min for sent, alligevel var vi de suværent første der ankom. Vi kom lige tids nok til rengøring af kirken (som vi dog ikke deltog i). Med tiden kom der dog nogle flere og vores to piger, som også skulle konfirmeres nåede det også, for gudstjenesten startede først lidt over 10, altså over 1½ time forsinket. Desuden kan jeg nævne, at der også gik lidt panik i den, da pigernes tøj tilsyneladende ikke var helt færdigsyet. Men hernede når vi det hele, også selvom det kan se halv håbløst ud. Da gudstjeneste var færdig tog vi hjem til børnehjemmet, og spiste god mad. Der blev festet hele dagen indtil kl. 22.00, på ægte afrikansk vis. Børnene nød det og vi havde alle en fantastisk dag sammen, også selvom konfirmationsundervisningen og overhøringen i kirken, desværre endnu engang bar præg af deres lov-kristendom. Det meste handlede om at kunne de ti bud og meget lidt Jesus. Det er desværre noget som bliver mere og mere tydeligt for mig herende, at deres kristendomsforståelse er lovtrældom og meget lidt Jesu nåde og kærlighed. Trods det, havde vi en god dag, som børnene ser tilbage på, med glæde.

Jeg har længe haft et ønske om at få skrevet en mini-pædagogik, dvs. en lille bog til folket hernede. Jeg har tidligere nævnt, at mange hernede har et meget nedværdigende og undertryggende syn på børn, hvilket i høj grad handler om manglende undervisning og viden indenfor børns behov. Derfor ville jeg gerne skrive en bog, som kan bruges ind i min undervisning og som kan deles ud til folk, med det formål at beskrive et barns behov og hvordan vi som voksne, må tilfredsstille disse behov gennem kærlighed og omsorg. Det er endt med at blive et større projekt, sammen med Anne-Lene Olofson, missionær i LM. Derfor tog jeg d. 24. november bussen og senere flyet til Arusha, hvor Peter og Anne-Lene bor idag. Her havde jeg godt 1 ½ uge, hvor vi var rundt og besøge et par institutioner, samt fik skrevet en masse til bogen. Vi brænder begge to for at vise tanzanianerne andre måder at opdrage og undervise på, end med korpolig afstraffelse og nedværdigende tale.  Vi kom rigtigt godt igang og fik skrevet rigtigt meget. Lederen af Peters House, Robert Manyika og BDM’s formand, Jørgen Bøytler får hver et afsnit også. Robert bliver desuden vores kulturelle tolk, så vi rammer ind i kernen af kulturen. Det er nemlig utrolig vigtigt, at denne bog ikke bare bliver et produkt af den hvide mands tankegang, men at den faktisk giver mening for en afrikaner – både i ord og senere i handling. Om det kommer til at have en effekt, ved vi ikke, men jeg kommer til at bruge den når jeg underviser kirkens præster, evangelister og søndagsskolelærere og Robert kommer nok også til at bruge den i hans projekt ”stop korpolig afstraffelse af børn i Tanzania”. Dvs. vi håber at rigtig mange vil få denne bog i hånden. Vi beder til, at det må blive forståeligt og til velsignelse for folket hernede.

Jeg nåede lige hjem et par dage inden en ny spændende tur stod foran, nemlig et par seminarer syd for Sumbawanga, tæt på grænsen til Zambia. Som altid, synes jeg det er utroligt spændende og skal afsted på disse turer, men også meget udfordrende. Man ved aldrig, hvad man kan forvente og det at undervise på et andet sprog, som fortsat er nyt, giver altid nogle udfordringer – særligt når mit formål er at undervise om børns psykologi, set i bibelens lys. Dvs. dels skal der oversættes mange svære ord og dels skal det sættes ind i en kulturel sammenhæng. Desuden er man ikke vant til at reflektere over tingene, men bare sige ja og skrive ned. Det betyder at jeg som underviser er nødt til at være i stand til at aflæse, hvornår de har forstået og hvornår de intet fatter. Det er en kunst, som jeg stadig tumler meget med, særligt fordi det faktisk er halv svært at aflæse en tanzanianer på dette punkt. Vores første distination var Mwimbi, godt to timers kørsel fra Sumbawanga, på grusveje. Her lagde vi ud med at være 2 timer forsinket og da en voldsom regn meldte sin ankomt og hamrede mod bliktaget, som syvhundrende flodheste, måtte vi opgive undervisningen for en stund. Det betød,  at jeg ikke nåede at undervise den dag, men måtte vente til næste dag. Her fik jeg til gengæld så også 2 ½ times undervisning. Efterfølgende kørte vi videre sydpå til en ny landsby, som hedder Mamwe Kenya. Her var der ingen forbindelse, da vi bare kunne gå ind i Zambia, så mobilen sagde at vi var i Zambia. Her mødte jeg i sandhed den tanzanianske landsbykultur.  Folk kunne godt forstå og snakke swahili, men de fortræk at snakke stammesproget. Det var tydeligvis heller ikke hver dag, at folk havde set en hvid, hvilket gjorde at jeg vist fik skræmt nogle nysgerrig børn, ene og alene fordi jeg ville hilse på dem. Men briller, længere hår og anden hudfarve kan også virke lige overvældende nok.  Efter noget tid gik vi til bords, for at spise. Her var jeg så så heldig at blive tildelt den særlige gestus at spise flere af kyllingens indvolde (altså efter at de var kogt). Jeg forsøgte på bedste vis at vise mine begejstring over, at de ville (i deres øjne) give mig det bedste, men” puha” det var en lille indre kamp at få det ned. Den efterfølgende dag skulle man jo så tro, at de havde udvist tilstrækkelig med respekt og ære for deres gæst – men nej. Den næste dag stod den også på kylling og da præsten ville til at lægge de kære indvolde på min tallerken, prøvede jeg at stoppe ham og sagde, at jeg syntes det var bedre en anden fik dem idag. Det kunne der ikke være tale om, for det ville være at udvise desrespekt for deres gæst, så jeg måtte igennem skuespillet igen og overlevede også denne gang.  Ak ja, hvad gør man ikke for at respektere andres kultur!

Vi startede undervisningen om lørdagen og da vi kun havde en dag til at undervise her, underviste jeg i godt 1 ½ time og Matilda (lederen af søndagsskolen) underviste i godt 2 ½ time. Jeg underviste om, hvordan vi som voksne må skabe en god relation til barnet og hvordan vi i søndagsskolen må skabe et rum, hvor barnet føler sig set og elsker at komme, igen og igen. Igen ramte jeg en kulturel mur, da jeg bad de kære lærere og evangelister om at dele sig ind i grupper af tre og snakke om nogle spørgsmål. Efter jeg havde læst spørgsmålene, forklaret hvad de skulle og spurgt om de var med på opgaven (hvortil de svarede ja), sad de alle bare som små stenstøtter, der intet fattede. Jeg troede simpel gruppearbejde var lige til, men nej – jeg tog fejl. Det lykkedes dog at få dem forklaret, hvad de skulle og vi kunne fortsætte. Det blev alt i alt til nogle rigtig gode dage, hvor vi sluttede af med at gå en tur over grænsen til Zambia. Så nu kan jeg også sige, at jeg har været i Zambia. 

Vi kom hjem til Sumbawanga sent aften, så søndag var jeg meget træt og fik slappet godt af, inden jeg tog ned i byen. Mine kollegaer, Sandra og Daniel, samt Eva og Jonas afsluttede deres tid som missionærer og derfor var jeg sammen med dem lidt søndag og mandag, for at tage afsked med dem. Det betyder at vi i dette område, kun er to missionærere tilbage, så vi beder videre om, at det snart må lykkes for BDM at finde en ny misisonær.

Det er snart jul, også hernede. Alting er bare så anderledes og der er ingenting der emmer af, at det snart er jul. Derfor er det også svært at være i julestemning, men jeg vil da gøre et forsøg. I år bliver det en ægte dansk jul, med juleand, brunede kartofler, rødkål, risalamande, gaver mm. Huset bliver nok ikke færdig til det, så vi må fejre jul nede i huset, hvor Sandra og Daniel boede. Der er nu sat vinduer og døre i huset, samt malet udvendig og indvendig. Der mangler stadig noget endnu, inden jeg kan flytte ind. Ellers har jeg nu fået bil, så arbejder på at få tanzaniansk kørekort. Det er ikke så svært, men det tager lang tid. Jeg har det godt og kan fortælle, at jeg til juni kommer et smut til Danmark en måneds tid. Det glæder jeg mig meget til og ser frem til at se jer alle igen.

 Jeg vil slutte med ordene fra Esajas 9,5: ”For et barn er født os, en søn er givet os, og herredømmet skal ligge på hans skuldre. Man skal kalde ham Underfuld rådgiver, Vældig Gud, Evigheds Fader, Freds Fyrste”. Lang tid før Jesus blev født ventede man på vores konge og frelser. For 2015 år siden (eller der omkring) blev han født og frelste hele verden. Nu venter vi på ham igen. I denne juletid er det fantastisk at vi kan fejre hans fødsel og vores redning og samtidig se frem imod hans genkomst. Vi fejre det jorden rundt, for hans fødselsdag er noget særligt. Jeg vil ønske jer alle en rigtig glædelig jul og et velsignet nytår.