Blog fra min volontørtid

Bloggen fra min volontørtid på børnehjemmet Peters House, februar 2014 - juli 2014.

27. juli 2014 - Gensynsglæde og afskedstårer

Så kommer her mit sidste blogindlæg. Det har været en juni og juli måned fyldt med store glæder og store sorger. Som jeg nævnte i sidste blog, så startede jeg med et drama-forløb med børnene, hvilket udviklede sig i en meget positiv retning. Jeg havde et håb om at vi kunne bruge dramaet til at få sat ord på nogle af de ting, som har været svære for børnene, i deres liv. En af dagene var det derfor meningen, at vi skulle spille nogle episoder fra børnenes liv. En af drengene valgte at dele hele sin livshistorie, hvorefter vi skulle spille det sammen. Det var en helt forrygende oplevelse for os alle, fordi mange af børnene her fik lov til at gennemleve det liv han har levet, desuden fik han sat ord på hans liv gennem dramaet, for mange af børnene. På den måde blev drama til det redskab jeg havde håbet på. Børnene havde det sjovt (ja det havde jeg da også) og de fik en stor læring ud af det.

Jeg vil fortsætte med det positive, som er noget der på alle måder var fantastisk. I midten af juni måned ankom mine forældre og min faster til landet og til Sumbawanga. Jeg hentede dem i Mbeya, hvorefter vi tilbragte den første uge i Sumbawanga. Her blev vi modtaget på fornem vis ude på Peters House, hvor alle børnene var helt vilde med de spændende gæster fra Danmark. Om onsdagen holdte vi en stor fest med ekstra god mad og musik. Til stor glæde for alle børnene. Det var helt fantastisk at få lov til at vise mine forældre og min faster dette sted, som betyder så meget for mig. Nu kunne jeg sætte ansigt på de børn, som står mig meget nær i dag. Da vi havde været i Sumbawanga tog vi en 5 dages tur, først til Kipili og efterfølgende til Katavi National Park. Kipili var ren afslapning, mens Katavi blev en stor oplevelse fyldt med en masse af Tanzanias mange dyr. Dejligt at have noget ferie sammen med min familie og have disse oplevelser sammen. Det blev til nogle dage, som jeg er meget taknemmelig for, fordi mine forældre og min faster ved hvad jeg snakker om, nu hvor jeg snart kommer til Danmark.

Da mine forældre var taget hjem stod den nu på den sidste tid her på Peters House og i Sumbawanga. Det var rigtigt tungt, da jeg også vidste, at dagen nærmede sig, hvor jeg skulle sige farvel til børnene. Børnene var da også herlige på én måde, da de forsøgte at tvinge mig til at blive, men det gjorde egentlig bare tanken endnu svære, selvom det selvfølgelig også varmede. Jeg forsøgte at nyde den sidste tid ved at jeg boede konstant på Peters House og var sammen med børnene hele tiden. Jeg lavede en masse aktiviteter og havde flere gode samtaler med dem. Meningen var at vi bare skulle hygge os maksimalt den sidste tid og så måtte vi jo acceptere, at dagen nærmede sig. Jeg satte ikke en masse nyt i gang, men forsøgte at få overdraget mit arbejdsområde og de ting vi har arbejdet med, til lederen og personalet. Gennem samtaler forsøgte jeg også at forberede børnene og mig selv på det faktum, at vi snart skulle forlade hinanden. Jeg vidste ikke hvordan det ville blive, andet end ret hårdt. Det var også svært at forestille sig hvordan børnene ville tackle det.

Fredag aften så vi film og spiste kage, lørdag formiddag var vi på markedet for at købe tøj, søndag i kirke, mandag spillede vi en masse fodbold og tirsdag kom dagen så. Det var en mærkelig dag, som jeg slet ikke kunne forholde mig til. Børnene var selvfølgelig i skole om formiddagen, men da de kom hjem stod den på at få afsluttet tiden her på børnehjemmet. Jeg ønskede, at det bare skulle være en stille og rolig dag, hvilket det også blev. Om aftenen indtog vi vores festmåltid og der blev holdt taler på ægte afrikansk vis. Da lederen så sagde, at nu var det slut så stormede børnene bare over til mig, for at sige farvel. Mange af de små først og efterfølgende gik jeg videre til de større børn. Det blev voldsomt hårdt for både mig og dem. Flere af børnene begyndte at græde, særligt flere af de ældre, som kæmpede en brav kamp for at holde tårerne tilbage. En af drengene havde jeg fået en meget tæt relation til og han stod mig meget nær. At sige farvel til ham var som at rive en del af mig selv af. Han var helt ødelagt og han stortudede, hvilket var vildt hårdt. Men det var sådan det var og vi var nødt til at acceptere omstændighederne. Jeg har aldrig nogensinde været så tæt på et barn før eller på nogle børn før, som her på Peters House. Det gjorde også afskedet både på dagen og her dagene efter meget svær. Desuden måtte jeg også sige farvel til en masse fantastiske mennesker, som jeg har lært så meget af at være sammen med.

Nu sidder jeg så her på et hotelværelse i Moshi, sammen med en kammerat. I morgen skal vi se Kilimanjaro, hvilket ikke er så ringe endda. Det er en mærkelig følelse, fordi den er så tom. Det er som om jeg mangler noget – alle mine børn! Alligevel er det også tid til at evaluere dette halve år, som har været over alt forventning og helt fantastisk berigende. Jeg har udviklet mig helt enorm som menneske, hvilket vil tage tid sådan lige at sluge. Hernede har livet været meget mere primitivt rent materialistisk, men jeg har bare fundet ud af hvor mange ting jeg slet ikke har brug i det liv jeg havde før. Jeg har oplevet den store glæde ved, at ens arbejde bliver en livsstil. At være sammen med børnene var ikke et arbejde, det var en dag sammen med mine venner. Nok kan folk snakke om at jeg har gjort en forskel. Det ved jeg ikke, men hvad jeg ved det er, at børnene har gjort en kæmpe forskel i mit liv. Jeg vil savne dem helt enormt og min største drøm er en dag at vende tilbage til mit andet hjem – Peters House. Nu vender jeg meget snart hjem og jeg glæder mig meget til at møde jer alle – min familie og mine venner. Det bliver meget anderledes, fordi livet hernede har været et helt andet liv end i Danmark, men jeg har fået så meget med, som jeg kommer til at bruge resten af mit liv. For hvad er det vigtigste i mit og dit liv? Hvad har du egentlig ikke brug for? TAK til mine venner i Tanzania for et halvt år i Sumbawanga jeg aldrig glemmer. Vi ses alle sammen i Danmark.  

11. juni 2014 - Mit andet hjem, Peters House

Vi er nu gået ind i juni måned og mange spændende ting er sket siden jeg sidst skrev her på bloggen. Jeg vil forsøge at starte fra begyndelsen, men der er mange ting, som jeg ikke kommer ind på. Her på Peters House og her i Sumbawanga går det fortsat rigtigt godt. Jeg har mange ting at se til, men det er alt sammen utroligt spændende og lærerigt. Jeg har fået en del mere ansvar og mine relationer til børnene er blevet så tætte, at jeg har fået lov til at have mange dybere snakke med børnene. Det nyder jeg meget og er glad for at få lov til at være en del af deres liv.

I midten af maj måned startede jeg et projekt, som er min store hjertesag hernede. Børnesynet hernede er meget lavt og yderst kritisabelt. Jeg har oplevet det i flere sammenhænge, men jeg havde endnu ikke set det i skolen endnu. Derfor tog lederen og jeg ud på skolen et par dage, for at observere lærerne og deres ageren. Det blev til to dage, hvor vi den ene dag observerede engelskundervisningen og den anden dage observerede matematikundervisningen. Vi sad nede bagved og skrev ned. Undervisningen var på mange måder, som forventet. I den ene klasse var der godt 200 elever og i den anden omkring 100 elever. Den første klasse, var læreren det jeg vil kalde på vestjysk, mindre god eller mere direkte – Elendig. Han underviste på et niveau der tydeligvis lå langt over det eleverne kunne, så de sad bare og kiggede rundt. Det foregik på den måde at læreren sagde noget og så skulle de alle sige det samme i kor, efterfølgende. De andre lærerer vi observerede var bedre, men der var store didaktiske og pædagogiske mangler og så var deres lave børnesyn helt tydeligt her. I de dage jeg var der, så jeg flere børn blive slået af forskellige genstande og alle mulige steder på kroppen. Det er en frygtelig tilgang til børnene, hvilket jeg har tænkt meget over, om det er muligt at gøre noget ved. Det er desværre en helt kultur, som skal ændres, hvilket er ret meget op af bakke. Alligevel har jeg bestemt mig for at forsøge med tre ting. Først skal lederen og jeg ud at snakke med lærerene og forsøge at få dem til at sætte ord på, hvorfor de behandler børnene, som de gør. Dernæst vil lederen og jeg skrive en mail til en af de største musikere her i landet og forsøge at få ham til at skrive en sang om temaet. Han har en stemme og ryst ind i befolkningen, som ingen anden. Derfor vil hans budskab blive hørt, men vi ved slet ikke hvad han tænker om ideen. Til sidst går jeg snarest muligt i gang med at skrive to bøger omkring børneopdragelse med hjertet. Dvs. jeg vil skrive en mere teoretisk bog omkring, hvad et barn har brug for, for en tryg og god opvækst, samt hvad et barn ikke har brug for. Den anden bog skal give nogle ideer til, hvordan man i praktisk kan være sammen med sine børn, på en god og sund måde. Min vejleder, Knud, vil oversætte bøgerne til swahili og udgive dem hernede. Jeg håber det kan være med til at sætte nogle tanker i gang hos folk hernede.

Ellers så bor jeg nu næsten hele tiden på Peters House, da dette er blevet mit andet hjem. Jeg er meget taknemmelig for de tætte relationer, jeg har fået med nogle af børnene. De snakke vi har haft giver mig meget at tænke over og sætter i høj grad mit eget liv i perspektiv. Lige præcis disse relationer, blev forbedret endnu mere, da vi i slutningen af maj tog afsted til Kalambo Falls. Turen var sponsoreret af folk i Danmark, hvilket vi alle er meget taknemmelige for. Vi havde lejet en bus og booket os ind på et lodge, hvor vi både kunne lave mad, bade og sove. Det blev til tre dage, hvor børnene virkelig nød tilværelsen med hinanden og de ting vi fik lov til at opleve sammen. Fredag fik vi badet en masse, fik ekstra god mad og så film. Lørdag formiddag kørte vi så ud og så Kalambo Falls, samt Zambia. Da vi kom hjem igen forberedte vi en festaften, hvor vi fik ris, fisk og drak sodavand. Ellers var der også megen tid til at spille strandfodbold, spille kort og meget mere. For mig gav det også anledning til flere snakke med børnene, som jeg nød meget. Her efterfølgende er vi meget glade for at det kunne lade sig gøre, at komme afsted og være sammen på denne måde. Vi har snakket meget om turen og mange af børnene spørger tit om de ikke kan komme afsted igen. Det er dejligt at opleve den taknemmelig fra børnene, som de meget klart og tydeligt giver til kende.

I min hverdag på Peters House underviser jeg i engelsk hver dag og er gået i gang med at undervise i drama. Drama er et spændende redskab til at sætte ord på de følelser og oplevelser, som de har haft i deres liv. De er rigtig gode til det og jeg håber, at drama kan bruges som redskab til at have det sjovt, men også til at få sat ord på nogle af de ting, som ellers ikke er blevet sat ord på. Min engelskundervisning har været rigtig spændende, men også udfordrende, fordi de er så vant til at lære på en helt anden måde. Dvs. ren udenadslære, hvor de siger præcis hvad læreren siger og ikke får lov til at tænke selv. Det betyder, at særligt engelsk er de utroligt dårlige til, sammenlignet med, hvor lang tid de har fået undervisning i det. Min tilgang til det er, at det skal være sjovt. Gennem mine tætte relationer med nogle af børnene, har de sat ord på, at de ikke kan lide at gå i skole og hvorfor. Jeg vil gerne vise dem, at det kan være sjovt at lære, hvilket indtil videre har været en stor opmuntring. Jeg forsøger så vidt det er muligt at have nogle lege med, som vi lærer igennem og ellers så underviser jeg helt fra bunden af, da de faktisk ikke kunne noget.

Her i weekenden har jeg undervist personalet i børneopdragelse og relationsteorier. Knud hjalp med at oversætte til swahili og sætte det ind i en tanzaniansk sammenhæng. Det har sat mange spændende tanker i gang hos personalet, som jeg håber de vil tage til sig og arbejde med.

Jeg forsøger at være så meget sammen med børnene så muligt her den sidste tid i landet og nyder hver en dag jeg får med disse fantastiske mennesker. Om lidt under to uger får jeg besøg fra Danmark, i form af mine forældre og min faster. Det glæder jeg mig meget til. Det bliver godt at vise dem, hvad jeg har lavet de seneste måneder og vise dem de mennesker, som betyder så meget for mig nu. Mange hernede i landet glæder sig også til at møde dem, så tror det nok skal blive en fest. Ellers er der kun det at sige, at jeg håber i alle har det godt i det danske. Jeg er fyldt med taknemmelig over det jeg har fået lov til at være en del af og er en del af her i Sumbawanga.

 6. maj 2014 - Hvordan stopper man tiden?

Hernede regner vi i afrikansk tid, hvilket betyder at man sjældent er der præcis til tiden og tit kommer for sent (set fra et dansk synspunkt). Grundlæggende har tiden ikke den store betydning. Jeg ville ønske at jeg kunne sige det samme om min tid hernede i Sumbawanga og på Peters House. Tiden flyver afsted og det er gået op for mig, at der snart kun er 2 måneder tilbage af mit ophold. Jeg oplever så meget fantastisk hernede og mit arbejde med børnene er det meste givende og meningsfulde jeg nogensinde har fået lov til at være en del af. Det er jeg selvfølgelig utrolig taknemmelig for, men så meget desto mere ser jeg ikke just frem til at jeg skal hjem. Og så alligevel er det jo en løgn, hvis jeg sagde, jeg ikke savnede jer alle meget derhjemme i Danmark – for det gør jeg virkelig!

Når alt dette så er sagt, så har den seneste måned været endnu en meget begivenhedsrig måned. I takt med at mit swahili er blevet bedre, at jeg har fået en bedre relation til børnene og nu kender rutinerne og rytmerne på Peters House, er mit ansvar og arbejdsområde også blevet større. Børnene går i skole om formiddagen og jeg ankommer om eftermiddagen. Her er mit hovedansvar at sætte aktiviteter i gang for børnene, men jeg bruger også meget tid på at snakke med børnene om deres dag, kigge på sår/skader, hjælpe lederen med at holde strukturen, observere de andre ansatte (så jeg bedre kan støtte dem i deres arbejde) og meget mere. Det er alt sammen meget lærerigt og også meget udfordrende. Jeg holder meget at alle børnene og jeg oplever at det også er gensidigt, men det gør også at jeg er på 100 procent, når jeg er på arbejde. Og nu siger jeg arbejde, men for mig er det ikke så meget et arbejde længere. Børnene er mere blevet mine venner eller næsten som familiemedlemmer og derfor oplever jeg det ikke som et arbejde, så meget mere. Kun i nogle særlige situationer, hvor jeg i højere grad er nødt til at tage de professionelle briller på og så selvfølgelig når jeg planlægger og snakker med personalet.

Den seneste tid er gået meget med at vi har lavet en volleyball-bane, samt en fodboldbane. Det har været et fællesprojekt, sammen med børnene og de ansatte. Først lavede vi volleyball-banen, hvor vi fik fjernet en masse græs og planter, samt fik gjort jorden plan. Da den så skulle indvies, gik det så fantastisk at bolden efter 20 min ramte spidsen af en kaktus og punkterede. AK! Endnu mere ”fantastisk” blev det, at der så var nogle mennesker, der åbenbart syntes at de kunne bruge pælene til volleyball-nettet, mere end vi kunne. Så om morgenen en dag, var der kun hullerne i jorden tilbage. Det betød at vi nu har vendt banen rundt, så vi er langt væk fra kaktusserne og har købt nogle metalrør, som vi kan tage op efter brug og låse inde på Peters House. Efterfølgende har vi lavet en fodboldbane, efter samme princip, med mål og en (efter afrikanske forhold) plan bane.

Banerne er økonomisk sponsoreret af flere af jer i Danmark – Derfor vil vi gerne sige mange tak. De bringer megen glæde og begejstring.

Også her i Sumbawanga har vi fejret påske på bedste afrikanske vis. Vi havde bestemt at de om lørdagen og søndagen efter gudstjeneste skulle have ekstra god mad, med ris, oksekød og sodavand. Jeg besluttede at være på Peters House hele weekenden og fejre påske sammen med dem. Lørdag aften efter at vi havde spist os godt mætte, blev der skruet op for musikken og danset på fuld hammer. Og ja jeg røg også ud på dansegulvet, men hurtigt måtte jeg indse at varmen var for hård for min danske krop ;-) Så jeg tog i stedet billeder og nød synet af en sand afrikansk fest.

Her i Sumbawanga er regntiden nu også ovre, hvilket betyder at det pt. er ret så varmt om eftermiddagen. Desuden er Knud Knudsen vendt tilbage, hvilket vi alle er meget glade for. Knud er min vejleder og han er den øverste leder af Peters House. Det har været godt at diskutere og vende forskellige emner med ham, omkring Peters House. Desværre har jeg også måttet sige farvel til gode venner. De to finnere forlod Sumbawanga i starten af april og her i fredags forlod de to færinger også Sumbawanga. Det betyder at jeg næsten er den eneste ”mzungu” (hvide europæer) tilbage her i byen. Heldigvis er der stadig en amerikaner, som arbejder som lærer, tilbage. Men hun tager hjem for at holde ferie til juni. Det har været dejligt at have nogle at snakke med, omkring de store kulturforskelle og dele glæder, samt frustrationer.

Lige her og nu så planlægger vi en tur til Kalambo Falls, sammen med alle børnene. Det glæder jeg mig meget til og ser frem til at ”slappe af” sammen med børnene. Desuden er der ansat en ny medarbejder på Peters House, som skal hjælpe med aktiviteterne. Det giver en ny spændende udfordring i at give ham nogle redskaber til at være den støtte og omsorg, som børnene har brug for. Jeg planlægger også at holde et seminar for medarbejderne på tre lektioner omkring børnepsykologi, relationsteorier, samt børneopdragelse. Jeg kunne skrive meget mere, for det er bare så spændende at være her. På mange måder føler jeg mig virkelig hjemme her – selvom nogle dage kan være frustrerende og kulturforskellen kan virke alt for stor, så er der også bare mange andre gode dage, fyldt med herlige børn, fantastiske kollegaer, hyggelige venner og sjove oplevelser. Jeg er ikke afrikaner og bliver det nok aldrig, men jeg vil helt sikkert tage en masse af den afrikanske kultur med mig hjem.

Håber i alle har det godt hjemme i Danmark? Kan forså at i har haft megen sol, hvilket må være dejligt. I må gerne gemme noget til August, hvis i lige tænker over det ;-) Ha' det godt alle sammen, vi snakkes eller skrives ved!  

5. april 2014 - Tiden flyver afsted - Marts måned i Sumbawanga

Der er nu gået en måned siden sidste blogindlæg og det har været endnu en måned fyldt med nye oplevelser, glæder, inspirationer, frustrationer og udfordringer. Jeg har nu levet i Tanzania i to måneder og jeg er begyndt at forstå mange flere ting i denne kultur. Mange mennesker er også begyndt at genkende mig og de nærmeste kender mig også bedre, samt modsat. Det betyder dels at jeg har fået en masse nye venner og bekendtskaber, men det betyder også at der er endnu flere situationer jeg skal tage stillinger til. Det giver mig nogle meget anderledes udfordringer, end jeg nogensinde har været vant til.

Jeg nyder fortsat livet rigtigt meget, samt det at begynde at blive en mere integreret del af samfundet her i Sumbawanga og Peters House.

I min hverdag går meget af min tid sammen med børnene på Peters House. Det er et fantastisk livsbekræftende arbejde, som jeg får lov til at være en del af. Jeg har meget at se til, når jeg er på arbejde, da jeg er den eneste til at sætte aktiviteter i gang for 30 børn, men det er det hele værd. Børnene møder mig altid med smil og taknemmelighed, hvilket smitter rigtigt meget. Den anden dag kom jeg lidt før børnene, men da børnene kom gående og så mig på afstand, kom de løbende med et kæmpe smil. Sådan noget er jo kun til at blive glad af.

Lige nu har børnene ferie, så meget at tiden bliver brugt med at vi høster bønner i vores marker, men der er også god tid til hygge, sjov og spass. Derfor havde jeg også lyst til at invitere børnene hjem til mig til en omgang dansk mad. Så i disse dage kommer børnene af tre omgange hjem til mig og får pandekager, frikadeller og senere dansk kanelkage. Jeg havde brug for at der skulle ske noget nyt og børnene elsker at komme lidt væk hjemmefra, så derfor slog jeg disse ting sammen. På Peters House arbejder jeg rigtigt meget sammen med lederen. Jeg har indført et whiteboard, hvor på vi skriver hvad der skal ske i ugens løb. Det skal bruges for at få dagene mere struktureret. Hernede er man ikke vant til struktur og man går som sagt ikke så meget op i tiden. Det skaber til tider ret store udfordringer, men jeg forsøger at have tålmodighed og så prøve at få hverdagen struktureret noget mere her på Peters House. De tidligere volontører brugte meget tid på dette og det har helt tydeligt også givet en del redskaber til lederen. Dem forsøger jeg også at køre videre med. Alt er meget anderledes end hvad jeg er vant til fra en dansk institution. Det er meget lærerigt og inspirerende, men også vildt udfordrende til tider.

Ellers har en af det helt store højdepunkter i min tilværelse hernede, været vores tur til Kalambo Falls sidste weekend. Sammen med 6 andre (2 danskere, 2 færinger og 2 finner) + chauffør i form af LM-missionær Peter Olufsson, kørte vi mod Kalambo Falls om fredagen. Vejen dertil må siges at være af værste tilstand, men dertil gik det uden de store problemer, da det ikke havde regnet den dag. Vi blev indkvarteret på det mest idylliske lodge, helt ud til Tanganyika søen. Et lodge med egen strand, små stråhytter til overnatning og herlig aftensmad på deres terrasse. Om lørdagen tog vi til Kasanga, som er en havneby ud til Tanganyika Søen. Her ligger det 100 år gamle og berømte skib Liemba til hver fredag. Desværre kom den så sent, at jeg kun hørte lyden af den. I Kasanga så vi en gammel kirkeruin, samt deres havn. Ellers gik vi rundt i landsbyen, som var en rigtig hyggelig oplevelse, da vi (som man gør alle steder) blev taget meget godt imod.

Den næste dag holdte vi gudstjeneste om morgenen på engelsk, hvorefter vi kørte til Kalambo Falls. Et fantastisk syn mødte os der. Kalambo Falls er Afrikas næsthøjeste vandfald og er placeret i et enormt smukt landskab. Desuden er den også grænsen mellem Zambia og Tanzania. Herefter gik turen hjemad igen. Denne gang blev det en noget mere spændende køretur, da det havde regnet meget. Derfor var vejen flere steder nærmest oversvømmet eller også var det en stor mudderpøl vi skulle passere. Vejen var i sandhed det værste jeg har oplevet her og det siger ikke så lidt, for vejene er generelt ikke gode. Men vi kom godt hjem, takket være en forrygende chauffør.

Tiden flyver afsted hernede og jeg kan slet ikke forstå at der er gået to måneder, men jeg tager det som et godt tegn. Selvom jeg virkelig savner jer hjemme i Danmark, så har jeg her fået en masse nye venner, en fantastisk arbejdsplads og et herligt hjem, hvilket jeg er meget taknemmelig for. Håber i har det godt derhjemme. I er fortsat altid velkommen til at skrive eller ringe på Skype. (PS. Se flere billeder under "Fotos".

5. marts 2014 - Peters House, Kipili og meget andet godt

Vejen til Kipili

Det er nu ved at være nogle uger siden jeg sidst har skrevet og egentlig kunne jeg have lavet mange blogs omhandlende dem, for der er sket så meget spændende hernede i varmen. Jeg startede sådan rigtigt på Peters House d. 19. februar, hvilket på alle måder har været fantastisk. Efter endt sprogkursus tog jeg en tur til Kipili en forlænget weekend, for at slappe lidt af og være sammen med danskerne i Kipili. Kipili er en skøn by der ligger naturskønt ned til Tanganyika søen. Det blev nogle hyggelige dage, med fastelavn (lidt for tidligt, godt nok), rundtur i Kipili, MEGET varme og hygge.

Min skønne arbejdsplads

Min start på Peters House har været spændende og meget anderledes end nogen anden start på en arbejdsplads, jeg har haft. De to første arbejdsdage, var jeg stort set alene med alle børnene hele dagen. Det var ikke meningen og i Danmark kunne sådan noget nok ikke forekomme, når man er ny. Men her på Peters House er børnene vant til at skulle klare sig selv, så jeg kunne faktisk bare sætte nogle aktiviteter i gang, så som spil, perler eller fodbold og hygge mig med børnene – hvilket var rigtigt hyggeligt. Lederen og jeg besluttede samme uge at den kommende uge skulle bruges på at tage på tur til Kipili, sammen med børnene. Børnene er ikke vant til at være så meget udenfor Peters House, derfor ville det være godt til dem at komme lidt væk og Kipili var en god mulighed for det. Vi delte børnene i to grupper og lavede to ture af to omgange. Første tur blev fra tirsdag til torsdag, med de 17 yngste børn. 

De yngste børn i Kipili

Vi tog med bussen om formiddagen og ankom til Kipili om eftermiddagen. Her blev vi taget godt imod af herlige mennesker. Herefter havde vi arrangeret en bådtur ud på søen og over til en strand, hvor de kunne bade. Det blev en oplevelse jeg aldrig glemmer og som faktisk er lidt svær at beskrive. Det skal siges at flere af børnene aldrig har set en sø (eller så meget vand før) og i hvertfald slet ikke badet deri. Så da børnene fik lov at springe i vandet var det et fantastisk syn, der mødte mig. Nogle børn glemte helt at tage noget tøj af, nogle tog det hele af – pludselig fik disse herlige afrikanske børn nemlig travlt (måske er det første og sidste gang jeg bruger ordet ”travlt” her på min blog ;-)). Børnene skulle nemlig skynde sig i vandet, for det var lidt for sjovt og spændende. Børnene sprang og dansede rundt om hinanden af bare glæde (→ Kan anbefale en video af situationen, som kommer snart her på bloggen). Da vi kom hjem fra vores tur blev børnene meget trætte, men som det er her i Tanzania, så lader man ikke tiden eller sådan en situation stresse, så der blev først serveret aftensmad kl. 21.00. Jeg satte en film på, sådan at børnene bare kunne få lov til at slappe af. Næste dag stod på besøg i Cheke Chea og konkurrence med børnene. Ellers var vi ude at bade igen, spillede bold og hyggede os rigtigt meget i en bagende varme. Jeg kunne skrive mange sider om denne tur, for det har virkelig været forrygende og en herlig mulighed for mig at lære børnene bedre at kende, samt at lære mere swahili. Derfor var det også med glæde at vi allerede lørdag kunne tage af sted igen, denne gang med de 11 ældste børn. En tur som på mange måder mindede om den første, i den forstand, at det var fantastisk. 

De ældste børn i Kipili

Efter endt bustur blev den resterende del af eftermiddagen brugt på at spille bold, lege med sæbebobler og balloner, se Kipili og ja, spise aftensmad sent. Næste dag startede med, at vi skulle i kirke i Kipili. I Danmark ville man nok bede børnene strengt om at komme med så vi kunne være der til tiden, men nej nej – Her kommer vi når vi er klar. Jeg er begyndt at vænne mig til det og synes faktisk det er dejlig afslappende. ”African time” er måske noget vi kunne bruge en gang i mellem i Danmark også? Gudstjenesten varede godt et par timer, hvor vi/jeg skulle præsentere mig, fordi jeg er gæst. Gæster er altid meget velkommen her i Tanzania og bliver budt pænt velkommen. Efterfølgende var der frokost i kirken, hvor der var blevet slagtet en ged. Lækkert! Nu var tiden så til at vi skulle ud at sejle og bade. Jeg glemte på forunderlig vis mit badetøj på mit værelse, så jeg fik i stedet den glæde at filme og bare nyde en flok meget glade børn og voksne, der boltrede sig i vandet. Der var godt 30 grader, så det var perfekt badevejr. Ligesom med den første grupper, var de helt vilde med at være en vandet. Sådan en glæde kan kun smitte helt vildt. Da vi kom hjem så vi en film, da børnene var ret trætte. Næste dag gik turen mod Sumbawanga igen. To uforglemmelige ture var overstået og vi kan nu se tilbage på dem med glæde – i særdeleshed børnene, men også os voksne. Jeg vil her også bringe en stor tak til jer, som har støttet denne tur og gjort den mulig. Sådan noget kan kun lade sig gøre med støtte fra Danmark. Så tak til Herning Bykirke, IM Rønde og familien!

I dagene hernede har vi også haft fint besøg af BDMs formand og kommende generalsekretær, hvilket har været rigtigt godt. Dejligt at lære dem at kende og få lov til at vise dem, hvad jeg/vi har gang i hernede. Ellers kan jeg også fået nogle gode snakke med lederen på Peters House om pædagogik og børneopdragelse, hvilket har været meget opmuntrende. Normalvis slår man børnene, hvis de ikke opfører sig, som de skal. Det mener han ikke er nogen god ide, i stedet er hans tilgang mere anerkendende og med et fokus på det enkelte barn. Det glæder mig meget og jeg ser frem til et spændende og lærerigt samarbejde på denne front også.

Nu sidder jeg i Sumbawanga. Jeg er flyttet ind i huset, hvor jeg skal bo mens jeg er her, fordi Miriam er taget afsted til Danmark. Det har været dejligt at hun har været her til at sætte mig ind i det hele og være en støtte. Nu er det kun swahili og engelsk (for nogle få stykker) jeg kan kommunikere sprogligt med. Heldigvis bor der fire hyggelige drenge i baggården, som er flinke til at hjælpe med diverse ting. Den ene spiser også med og i går kan jeg berette at vi fik has på tre rotter, der troede de kunne tage del i vores aftensmad – I stedet blev det deres død. Desværre endte rottekampen 2-1 til ham ;-)

Jeg nyder virkelig livet hernede og glæder mig over hver en dag jeg får lov til at lære, udfordres og forundres over og af dette skønne land. (Se fotos og videoer for mere)

 14. februar 2014 - Ninapenda maisha yangu hapa Sumbawanga

Jeg her nu boet i Sumbawanga i snart en uge og ovenstående sætning fortæller meget godt hvordan det går. Dels betyder den nemlig ”Jeg elsker mit liv her i Sumbawanga” og dels så er det skrevet på swahili. I denne uge har meget af min tid nemlig gået med at lære swahili, hvilket er rigtigt hårdt, men også meget spændende. Jeg har været ude på Peters House et par gange nu og alt tyder på at det nok skal blive en spændende, udfordrende og en lærerig tid. Børnene er skønne og er gode til at bære over med mit halvgebrokken swahili. Glæder mig til at kunne kommunikere noget mere sprogligt og lære børnene bedre at kende.

Her i ugens løb har jeg også mødt et par færinger, som arbejder på et af byens andet børnehjem. Dem er vi meget sammen med, hvilket er rigtigt hyggeligt. Kl. 11.00 og kl. 17.00 hver dag har vi tre haft swahiliundervisning og i løbet af en uge får vi gennemgået stort set alt swahili. Det er meget hårdt og anstrengende, men samtidig også meget motiverende og lærerigt. Vores lære er en meget hyggeligt gammel tanzanianer, som kan mindst 5 sprog. Jeg nyder virkelig livet her og glæder mig over hver en dag jeg tilbringer i denne herlige by. For hver dag lærer jeg noget nyt og oplever noget nyt. Jeg er begyndt at vende mig til alle kommentarerne som møder mig når jeg går ude (fordi jeg er hvid), dog forstår jeg ikke dem alle endnu. Når dagen når sin ende, er jeg så tilgengæld meget, meget træt og sover forrygende om natten. Jeg håber alt er vel i Danmark. I er altid velkommen til at skrive eller vi kan lave en skypeaftale ;-)  

8. februar 2014 - Ankommet til Tanzania

Dar Es Salaam

Jeg er nu ankommet til Sumbawanga og det er som om at jeg mangler ord, for hvordan jeg skal beskrive mine første dage her i Tanzania. Men jeg vil prøve alligevel at beskrive det, selvom trætheden har meldt sin ankomst. Onsdag morgen fløj jeg fra Danmark og ankom til Dar Es Salaam i Tanzania, torsdag morgen. Her modtog Knud Elmo mig i lufthaven. Han var på vej til Danmark, så vi kunne lige have en dag sammen, hvor han kunne fortælle mig en masse. Han er desuden min praktikvejleder, så vi fik også snakket lidt om de pædagogiske udfordringer. Det gik meget smertefrit med at komme i gennem security, samt at få visum for de første tre måneder. Da jeg trådte udenfor lufthavnen mødte mig der til gengæld en voldsom varme. Puhhh.... Ik just hvad vi er vant til i Danmark, på den er årstid.

Dagen var rigtig hyggelig og jeg fik set lidt af Dar Es Salaam. Desuden har jeg fået et nyt nummer, nemlig et tanxaniansk nummer (kan i finde under ”om mig”). Næste morgen gik turen imod Mbeya, hvor jeg tog bussen tidlig morgen og kørte godt 13,5 timer tværs over Tanzania. Jeg ankom sent aften og fik en dejlig omgang aftensmad og en hyggelig sludder med et par franskmænd, som rejste rundt i Tanzania. Busturen var meget lang, men egentlig ikke så slem som jeg kunne have frygtet. Det var en ganske fin bus (dog med alt for lidt benplads!!!), og bussen var ikke overproppet.

Overproppet kan man dog godt kalde bussen jeg gik ombord på her til morgen. Min sidste bustur til Sumbawanga. En lidt ældre bus, med sæder der var ved at falde af, når man flyttede sig lidt og mange mennesker – nogle af dem med en anelse svedige tendenser ;-) Og gennem det smukke Tanzania er denne tur i hvertfald en jeg sent glemmer. Larmen af en forskrækket høne, samt et utrøsteligt barn, blev overdøvet at en mand ved siden af mig, som ikke var helt tilfreds med det den anden sagde, gennem telefonen. ”This is AFRICA”!

Mit hjem de næste to uger

 i Sumbawanga

Da jeg så her over middag ankom til Sumbawanga, blev jeg taget godt imod af Miriam (voluntør) og et par drenge, som bor bag ved Knuds hus, hvor jeg skal bo senere. Vi gik hjem til Knuds hus, hvor Miriam bor, hvor vi fik besøg af Robert, som er leder på Peters House. Herligt at møde ham.

Nu har jeg taget mig et lille hvil og nyder en skøn udsigt fra mit værelse på Moravian Church Conference Center. Efter et nødvendigt bad, går jeg ned til Miriam igen, hvor vi skal have pizza. Alt i alt går det godt og meget spændt på de kommende dage, som byder på afrikansk kirke, swahiliundervsining, byrundvisning, besøg på Peters House og meget mere.

8. november 2013 - Forberedelserne til Tanzania

1 uge til Tanzania - Afrejse 5. februar!

Der er nu blot en uge til at mit fly afgår fra Kastrup Lufthavn i København til Dar Es Salaam, via Doha.  Det bliver rigtigt godt snart at komme afsted og se, hvad der venter mig dernede i varmen, samt at møde menneskerne, som bliver en stor del af min hverdag det næste halve år.