Hvis du elsker dit barn, skal du slå det!

”Bibelen siger at vi skal slå vores børn”, sagde en. En anden spurgte: ”Er det kærlighed at slå børn?”. En tredje læser op fra ordsprogenes bog, at vi skal slå vores børn med stokken. Dette er blot nogle af de kommentarer og spørgsmål, som jeg i høj grad er stødt på, på det sidste. På politistationen ser de intet problem i at slå børn – Det er kun godt og sundt! Ja, den sidste tid har i høj grad handlet om temaet, hvordan opdrager vi vores børn? Og hvordan gør vi det, med den kærlighed, som Gud vores far, har vist os? Jeg føler mig dybt udfordret og tit dybt frustreret over at diskutere dette spørgsmål, men jeg oplever bare gang på gang, at Gud løfter mig og hjælper med at bevare roen. Jeg har tit lyst til at begynde at skælde ud, men det hjælper intet – Tværtimod. Desværre bliver det mere og mere tydeligt, at børn ingen rettigheder har og synet på dem er utroligt lavt. Jeg ser det i kirken, skolen og samfundet i det hele taget. Til stor opmuntring så oplever jeg, at vi får nogle gode dialoger omkring børns værdi, når vi er ude at undervise. Ikke alle er enige, men starten må være, at vise dem en anden vej, som er den vej Jesus viser os – nemlig at elske børnene og lade dem komme til ham.

Siden sidst har jeg været ude at undervise to gange. Et seminar blev aflyst, men bliver afholdt til juli i stedet. Vi arrangerede i stedet et andet seminar for en af kirkerne her i byen, Sumbawanga. D. 24. – 28. februar stod det på seminar i Matai og Kisumba, syd for Sumbawanga. Jeg havde taget en af volontørerne, Nina, med. Hendes opgave var at sælge bøger. Ellers var vi afsted sammen med lederen for de unge Jakobo Silungwe og lederen for søndagsskolen, Matilda. I Matai mødte vi stor opbakning fra søndagsskoleledere og evangelister. Det blev til et par helt fantastiske dage i Matai. Efter mine to undervisningsgange stillede deltagerne en lang række gode spørgsmål, som gjorde vi fik gang i en rigtig god snak. Det har jeg ikke oplevet på samme måde før og jeg har været bange for, at det var fordi jeg var hvid og derfor tuerede de ikke stille spørgsmål, som kunne bære præg af uenighed. Det var ikke tilfældet her. Spørgsmålene drejede sig om, hvordan vi i praksis viser kærlighed til børnene. Min undervisning drejede sig om at vise dem den vej, jeg mener Jesus viser os ift. Børn, samt den vej psykologien fortæller – Og de to veje hænger faktisk godt sammen. Midt i min undervisning og besvarelse af deres spørgsmål fik jeg lov til at opleve, at Gud greb ind. Mine svar og undervisning tog en drejning hen imod noget jeg slet ikke havde forberedt. Jeg oplevede, at der blev givet bibelhistorier og bibelord fra oven, som jeg kunne bruge til at forklare, hvad jeg mente. Det var stort og derfor kørte jeg også derfra med et stort smil på læben. Næste sted blev Kisumba, hvor der desværre var mødt meget få op. Kun 2 ledere, ud af 7 og 3 evangelister ud af syv. Det betød, at det ikke var helt optimale forhold, når så få var mødt op. Men vi fortsatte som sædvanligt. Det blev også til et par gode dage her, hvor jeg fik lov til at forkynde for børnene om søndagen. Dejligt at undervise i 30 graders sol for 30 børn, der bare sad lyttende og interesseret.

Desværre blev et seminar aflyst igen i marts måned, som vi så har valgt at placere i juli. Dette bliver i stedet et stort seminar, hvor vi samler folkene fra søndagsskolen og ungdomsarbejdet i hele distriktet. Senere på måneden, stod det på påske. Hernede forsøgte vi at fejre påsken, som den store fest det er. Fredag tog jeg på påske-konference, sammen med fem af børnene og en af volontørerne. Det blev til intet mindre end en meget frustrerende oplevelse. Påske-konferencen var en samling af flere forskellige kirker. Vi er en del af ungdomsarbejdet, som hedder UKWATA, hvilket er en samling af over ti kirker. Jeg var forberedt på, at der muligvis kunne opstå nogle uventede ting, men at forkyndelsen fra vores egen præst og så en anden også var så katastrofal, det havde jeg ikke forudset. Det hele udviklede sig til at blive et stort show med dæmonuddrivelse og fortælling af hvor forfærdelige mennesker vi alle er. Alt sammen råbende ud til de godt 500 unge, der var samlet. Jeg endte med at gå og måtte lave en omgang ekstra undervisning for de 5 jeg havde med fra Peters House. Desuden havde jeg en længere snak med lederen for de unge i vores kirke. En af prædikanterne blev indirekte smidt ud, mens vores egen præst står til en snak med generalsekretæren (hvis de nogensinde for gjort noget med den sag). Det viste mig de store udfordringer, som kirken har hernede. Jesus har ingen plads, for ellers kunne den slags ikke forekomme. Men livet gik videre og i starten af april stod endnu et seminar for døren – denne gang i en af kirkerne her i Sumbawanga. Syv ud af ni ledere var mødt op, en halvanden time forsinket, men igen fik vi lov til at opleve en god dialog om bibelens ord. En af lederne læste op fra ordsprogenes bog, at vi skal slå vores børn og spurgte hvad jeg mente om det. Jeg forklarede, at det gamle testemente må ses i lyset af det ny testemente og at vi derfor må se på, hvad Jesus gjorde. Vi fik en god snak om det. Hvad de vælger at gøre, når de underviser, ved jeg ikke, men jeg håber at de til en hver tid må se børnene, som unikke skabninger. Om søndagen fik jeg muligheden for at holde bibeltimen for børnene i søndagsskolen. Godt 200 børn var mødt op, jeg havde taget flonellografen med og underviste om den gode hyrde. Endnu en opmuntrende oplevelse. Tænk sig at få lov til at undervise 200 børn, vel og mærke fra en kirke.

Tilbage på børnehjemmet har vi i tiden to sager kørende. En sag, som er i retten, omhandlende at vi har mistet en stor del af vores grund. En anden sag, som omhandler vores børn. Udfordringerne med at lærerne slår børnene udvikler sig desværre fortsat i en negativ retning. Derfor har vi været på politistationen, hvor de har et kontor, for den slags sager. Men de var det mest useriøse og ligeglade jeg længe har oplevet. Der var ingen hjælpe at få, på trods af at lærerne overtræder loven. Derfor skal vi have et møde med den øverste chef, for alle skolerne i regionen. Vi håber, at vi kan få en god dialog og handling bag, så vores børn ikke længere skal være bange for at tage i skole. Desuden vil gruppen, jeg tidligere har nævnt, forsøge at få magt fra øverste instans til at undervise skolerne og også lærerseminarierne. Vi fortsætter kampen, men den er lang og hård.

Ellers kan det nævnes, at vi har fået hegn på Peters House, hvilket har gjort hjemmet meget mere privat. Tre af volontørerne og de unge i snedkerværkstedet er gået i gang med en stor renovering af hovedbygningen på Peters House. Det tror vi bliver rigtigt godt. For godt en måned siden fik vi et barn tilbage, som har boet på et andet børnehjem et års tid. Han har desværre haft en svær tid der, som har mærket ham en del. Heldigvis var vi alle enige om at tage ham tilbage til Peters House igen, hvilket har vist sig at være den rigtige løsning.  

De seneste måneder har været præget af megen sygdom og død. To begravelser og mange besøg på mit kontor, grundet sygdom i diverse familier. Det er en kæmpe udfordring at være i, da jeg aldrig har været så vant til død og sygdom. Det er meget tættere på hernede. Det sætter livet i perspektiv og minder mig/os om, at vi må være taknemmelig over hver en morgen vi står op. På fredag-søndag skal jeg ud og undervise i ungdomsarbejdet. Det er første gang, at jeg skal undervise. Jeg skal undervise under overskriften: ”At leve med Kristus”, dvs. undervise i det at være kristen og hvad det vil sige. Det glæder jeg mig til, men er også meget spændt på hvordan det vil gå. Inden turen går til Danmark har vi to yderligere turer med seminar for søndagsskoleledere, præster, evangelister, ungdomsledere og unge. D. 2. februar går turen til Danmark indtil d. 5. juli. Jeg glæder mig meget og håber på at se mange af jer. Desværre er det en udfordring at nå alle, derfor kan jeg nævne at jeg kommer til Herning Bykirke søndag d. 26. juni. Inden da ønskes I alle alt det bedste og Guds fred.