Livet på Peters House

”I har uret, men vi har tiden”. Sådan hørte jeg engang en afrikaner sige om forskellen på Europæisk tid og afrikansk tid. Jeg skal ikke gøre mig klog på, hvor mange europæere som har et ur og hvor få afrikanere der lider af stres. Men der er noget om snakket. Hernede er det som om der hele tiden er tid. Ikke forstået på den måde at jeg når det jeg gerne vil dagligt (for det gør jeg sjældent), men forstået på den måde, at det vi ikke når i dag, når vi nok en anden dag. Mit liv og hverdag er på næsten alle måder anderledes end i Danmark. Jeg forsøger dagligt at planlægge min dag, men jeg ved at det sjældent bliver som planlagt, fordi der opstår nye, uforudsete opgaver. Det gør min hverdag både spændende og udfordrende.

Jeg har stadig fuld fokus på Peters House og de opgaver der ligger her ift. Personalet og børnene. Det er igen blevet til en ren livsstil at være og virke på børnehjemmet. Børnene er ligesom blevet til min afrikanske familie og jeg snakker utroligt meget med lederen om mange forskellige temaer. Min hverdag går med, at jeg står op om morgen inden børnene tager i skole, dvs. kl. 7.15 og spiser morgenmad sammen med dem. Herefter går jeg ind på mit kontor og starter mit arbejder der. Af en eller anden grund, bliver der hele tiden ved med at være ting der skal skrives og gøres, hvilket egentlig er ganske spændende. I tiden går langt de fleste børn ikke i skole, hvilket betyder at de også er på børnehjemmet om formiddagen. Det betyder at jeg også bruger tid sammen med dem om formiddagen, hvis mine andre arbejdsopgaver tillader det. Om eftermiddagen og aftenen er det meget forskelligt om jeg har arbejde på kontoret, møder m. personalet/lederen, arbejde i byen eller er sammen med børnene. I modsætning til sidste år, så laver jeg ikke aktiviteter for børnene, men bruger mere tid på at sætte mig ned sammen med dem og snakke med dem om det der lige brænder på. Noget af det er ikke for børn, skulle man mene, men desværre er det lige netop børnenes baggrund. Jeg nyder fortsat mit arbejde blandt børnene og har indtil nu haft to fokusområder blandt personalet: Strukturen og hygiejnen. I vores struktur handler det indtil nu om at overholde alle de tidspunkter, som vi har sat, fastholde reglerne, være konsekvens over for børnene, ansvarsfordeling mm. Hygiejnen på børnehjemmet har desværre været mindre godt, hvilket bl.a. har betydet at vi har døjet med 5 forskellige hudsygdomme (her iblandt fnat og ringorm) og mange af børnene har tit ondt i maven. Derfor har jeg haft fuld fokus på at forbedre hygiejnen blandt børn, personalet, rummene, toiletterne og vore omkringliggende arealer. I den kommende uge overholder vi et lille kursus for personalet i sundhed og hygiejne, hvilket vil blive holdt af en sygeplejerske fra vores PHC projekt i Kipili. Sygdommene er stort set udryddet og mange ting er blevet mere rene, men udfordringen er at få personalet til at forstå vigtigheden af en god og sund hygiejne. Det hjælper dog, når de nu har set de konkrete konsekvenser i form af alle hudsygdommene. Jeg vil gerne snart arbejde mere med det pædagogiske, men jeg er nødt til at tage små skridt hele tiden. Flere af børnene er dybt udfordret af deres baggrund og har svært ved at sætte ord på deres følelser. Dette er også en udfordring for personalet, som ikke altid ved, hvordan de skal tackle sådanne situationer. Men jeg er dybt opmuntret af lederens tilgang og personalets udvikling generelt, da de helt klart rykker i den rigtige retning.  

I sidste weekend valgte vores volontør at lave et indsamlingsprojekt, hvor pengene bl.a. skulle gå til en tur til Kalambo Falls, tæt ved grænsen til Zambia. Det blev til en fantastisk weekend i selvskab med de herlige børn, personalet og Damaris (volontøren fra Tyskland). Vi slappede alle af med badning, god mad, fodbold, kortspil, film og en smut til det store vandfald. En overvældende taknemmelighed fra børnene blev mødt os alle. De nød det helt enormt og deres glæde og begejstring kunne ikke andet end smitte. Denne weekend var også den sidste for Damaris, da hun mandag morgen forlod Sumbawanga og vendte mod Tyskland. Endnu engang dejligt at se en volontør udvise stor omsorg og kærlighed for børnene. Hun vil helt sikkert blive husket og savnet blandt børnene.  Jeg er nu igen alene på børnehjemmet, ligesom jeg var sidste år. Denne gang er mit arbejdsområde og ansvar bare noget større. Det skaber nogle udfordringer i at prioritere de rigtige ting fra og til. Mit swahili kan stadig forbedres betydeligt og jeg render i ny og næ ind i en kulturel mur. Men det er alt sammen en motivation. Nok kan det nogle dage være frustrerende, men jeg ved at den slags tager tid og derfor må jeg være tålmodig.

Jeg har det rigtigt godt hernede og føler mig fortsat dybt taknemmelig over, at jeg er sat her i Sumbawanga, til at tjene blandt børnene. Byggeriet af mit kommende hjem går, som i kan se, fremad. Jeg glæder mig meget til at det står færdig og er begyndt at tænke meget i, hvad jeg skal bruge af møbler og inventar, når huset engang er flytteklar. Ellers så står de kommende måneder på at tage imod en stor gruppe fra Danmark, som kommer for at bygge en legeplads og male på Peters House, samt 3 nye volontører her til Peters House fra midten af august. Det glæder vi os alle meget til. Fra 1. august er planen at jeg for alvor starter mit virke ind i kirken. Det er jeg både meget spændt på, men glæder mig også meget til det. Tiden står i hvert fald ikke stille hernede. Det gør den sikkert heller ikke i Danmark, hvor mange af jer har sommerferie.