De sidste par måneder har været intet mindre end spændende,
begivenhedsrige og med fuld fart over felten. Jeg har for alvor startet
arbejdet i søndagsskolen hernede og jeg har forsøgt at skære ned på arbejdet
her på børnehjemmet, men det har været en større udfordring end ventet. Desuden
har jeg fået lov til at kende en masse nye mennesker med hver deres udfordringer.
Det er utroligt spændende, men også vildt udfordrende, fordi forventningerne
nogle gange kan være tårnhøje. Jeg beder dog Gud om visdom, så jeg må være et
redskab til folket hernede.
I slutningen af sidste måned havde volontørerne samlet penge
ind til, at børnene på Peters House kunne komme til Katavi Nationalpark. De
syntes også, at jeg skulle med, hvilket jeg selvfølgelig var ganske godt
tilfreds med. Det blev til endnu en forrygende tur med børnene. At se børnenes
begejstring over at se et par løver og se en giraf for 30. gang er ret svært at
beskrive, andet end at det bare skaber glæde og begejstring. Vi hyggede os
trods en lang bustur, vi så en masse dyr, fik god mad, havde et forrygende
fællesskab og så fik jeg hilst på kirkens (og særligt lederen af søndagsskolen)
folk i Mpanda – Den nordlige del af Rukwa-regionen. Efterfølgende blev vi nødt
til at fyre en medarbejder, som var tiltænkt en større rolle på børnehjemmet.
Han levede desværre ikke op til det vi forventede. I stedet har vi ansat en ung
mand, som har været praktikant de seneste par måneder og gjort det forrygende. Det
har været meget opmuntrende at se hans måde at arbejde på, både hvad angår hans
tilgang til børnene og hans strukturelle evner.
Det betyder, at der gerne skulle komme mere ro på sagerne her på
børnehjemmet – Og så fordi volontørerne gør et godt stykke arbejde.
 |
| Undervisning af børn til børnenes dag |
September måned startede jeg arbejdet i søndagsskolen og
siden da er der kommet flere og flere opgaver i min tjeneste der. I starten af
september havde vi et møde med lederne fra hver distrikt her i Rukwa-regionen.
Der manglede kun en af lederne og hernede må jeg betragte det, som værende en
succes. Jeg frygtede at kun halvdelen dukkede op og kom en halv dag for sent,
men sådan blev det ikke. Det blev et møde hvor jeg fik et større overblik over
de udfordringer, som de har i arbejdet blandt børn i kirken. De nævnte
udfordringer med økonomien, mangel på ledere, mangel på grundlæggende redskaber
til at forkynde for børnene, samt mere viden om børn (rent psykologisk og til
dels teologisk). Dette gav lederen af søndagsskolerne og mig nogle fine
redskaber til at forberede vores kommende undervisning. Vi kan selvfølgelig
ikke nå at undervise i alt på en undervisningsgang, men vi er også kun lige
startet. Jeg spurgte dem, hvad de kunne forestille sig, at jeg underviste om,
hvormed at de svarede at de ønskede at jeg underviste i psykologi og teologi. Det
må jeg erkende er ret så store emner og temmelig bredt, så jeg har valgt at
skære lidt ind til benene ;-)
 |
| Børnenes dag |
Efterfølgende har jeg haft flere møder med lederen om vores
kommende arbejde og hvordan vi kan få udbredt evangeliet sandt og ret. Vi
påtænker at starte klubarbejde hernede og vil starte på Peters House, med
børnene her i området. Vi skulle være startet onsdag d. 23. september, men vi
er stadig ikke kommet i gang, da lederen alligevel ikke har kunnet være med –
Ja, tålmodighed er en dyd og den bliver i den grad testet hernede. Søndag d. 4.
september var børnenes dag i brødrekirken hernede. Her tog vi til en lille
landsby kaldet Isesa, hvor jeg efter gudstjenesten fik lov til at undervise
lidt om Jesus for børnene. Det blev til en rigtig god oplevelse. Man kalder
Tanzania for velkomsthilsnernes land og et meget gæstfrit land, det fik vi i
den grad lov til at opleve. Vi blev meget varmt modtaget og jeg har aldrig hørt
så mange ”tak” efter jeg har været ude og besøge nogle. Den gæstfrihed kan jeg
vist godt vænne mig til. Og så var der utroligt mange børn, hvilket er yderst
tankevækkende, når man tænker på, at vi var i en lille landsby.
Nogle dage senere stod der så Mumba i kalenderen. Dette
betød første undervisningstur, som gik til landsbyen Mumba. Her skulle vi
undervise i to sogne, hvortil der var godt 11 kirker. Jeg havde brugt meget tid
på forberedelse, da det var første gang jeg skulle undervise på et andet sprog,
nemlig swahili. Min undervisningsdel handlede om grundlæggende børnepsykologi
set med bibelen og psykologiens briller. Hvordan vi kan færdes blandt børn på
en udviklende måde, dvs. hvordan vi taler til dem, underviser dem og i det hele
taget opfører os over for dem. Det er alt sammen helt nyt hernede, at se børnene
på denne måde og derfor snakkede jeg meget om at give dem et fundament med
kærlighed og omsorg, frem for alt andet. Vi ankom ca. kl. 9.30 om morgenen og
blev taget godt imod af den lokale præstefamilie. Her lagde vi ud med at blive
2 timer forsinket, fordi alle ikke var ankommet. Vi fik indhentet en smule, men
middagspausen blev utrolig lang og derfor endte det med, at jeg først kom i
gang med min undervisning kl. 17.00 i stedet for kl. 14.30. Det betød jeg blev
halv udfordret af, at der ikke var tid nok og at folk var trætte, men det gik
og jeg synes vi havde en god første dag sammen. Ja, jeg må da indrømme at jeg
lige smadrede ind i en kulturel mur, da jeg skulle forklare en opgave, som de
skulle lave. Jeg spurgte dem efterfølgende om de havde forstået det hele og
vidste hvad de skulle, hvortil de alle nikkede og i kor svarede ”ja”. Blot 1
min senere sad de dog alle sammen helt tomme i ansigterne, hvortil præsten greb
ind og måtte forklare det på en anden måde. Selvom de havde sagt ja, forstod de
intet. Det var som at snakke til en flok ”velopdraget” børn, som bare nikker på
de rigtige tidspunkter. Nok om det – Den næste dag gik undervisningen videre og
vi holdte tidsplanen. Jeg underviste i godt 1½ time og oplevede det, som meget
opmuntrende. Jeg forsøgte at bruge både arme og ben, sådan at de forhåbentlig
bedre forstod. Desværre så syntes en af landsbyens børn, at det var en god ide
at stjæle nøglen til bilen, så vi sluttede dagen af med en større
efterforskning, som betød vi først var hjemme v. 19.00 i stedet for kl. 15.00.
Men vi fandt den og vi kom godt hjem. Fantastisk at oplevede afrikanernes store
taknemmelighed over, at vi kom sikkert hjem, selvom det ”kun” var en køretur på
40 min. Denne første tur var på alle måde afrikansk. Vi boede i en landsby uden
strøm, fik rigtig tanzanisk mad, var meget forsinket, oplevede den tanzaniske
afslappethed og meget, meget mere. Jeg siger bare – Herligt!
Efter en omgang malaria kører livet nu videre på
børnehjemmet og med evaluering af undervisningen, samt begyndende forberedelse
af det næste. De er langt med huset, men fortsat ikke helt færdige, så jeg
venter videre. I mod slutningen af måneden er der valg hernede og derfor går
alt på valget. Hvem der skal blive landets nye præsident – Lowasa eller
Magufuli. Det er første gang i landets historie, at der er så tæt løb mellem to
kandidater. Det vil også være første gang i landet historie, at partiet som har
styret landet siden 1961, må overgive magten, hvis altså Lowasa vinder. Det er
ret spændende hvad der sker og hvilke konsekvenser det evt. kan få.
Jeg har det fortsat rigtigt godt og nyder min tjeneste, som
missionær her i Tanzania.
No comments:
Post a Comment